Gunnar Poulsen
Når vi vil beskrive, at noget er langt ude, bruger mange vendingen “det er helt ude i hampen” - derude i Hampen er jeg født i 1938. Hampen er en lille landsby på den jyske højderyg ved hovedvej 18, lidt nord for Nr. Snede. Jeg har levet det meste af mit liv på egnen omkring Nr. Snede, Brædstrup og Tørring, og jeg har klaret mig selv, siden jeg kom ud at tjene på landet som 11-årig. Efter ca. 50 år på arbejdsmarkedet uden at være arbejdsløs, gik jeg på efterløn i 1998 og flyttede på det tidspunkt til Odense.
Ældrepolitik
Jeg har altid blandet mig i det politiske og det kulturelle foreningsliv, hvor jeg bor, således også her i Odense.
I 2001 kom jeg med i Ældrekomiteen for distrikt Dyrup. Da Ældrekomiteerne blev ændret til Lokalråd i 2006, var jeg med i Lokalråd 2 fra starten, og jeg er stadig aktiv her.
Arbejdet i Lokalråd 2 og derigennem samarbejdet med Ældre- og Handicapudvalget, Ældre- og Handicapforvaltningen, Ældrerådet, flere plejecentre og med flere ældreklubber/foreninger har givet mig et godt indblik i Odense Kommunes ældrepolitik.
Derfor vil min indsats i byrådet i hovedsagen rette sig imod, at bibeholde og forbedre forholdene forde ældre og de ansatte både i hjemmeplejen og på plejecentrene.
Også de mange aktive ildsjæle, der er med til at få foreningslivet og kulturlivet til at fungere i Odenses forstæder og lokalområder fortjener en moralsk og økonomisk opbakning, så de ikke mister gnisten. De gør en stor forskel lige der, hvor borgerne bor.
Infrastruktur
Andre områder, der kræver opmærksomhed, er vedligeholdelse og forbedringer af stisystemer, fortove og veje samt naturområderne i lokalområderne. Også den utilstrækkelige busservice uden for midtbyen trænger til at blive optimeret.
Stem en aktiv ældre mand i byrådet
Hvis borgerne i Odense mener, at der skal være en ligelig fordeling af unge, ældre, mænd og kvinder i byrådet, er det én som mig, I bør stemme på.
Vi er ca. 38.000 borgere over 60 år i Odense Kommune. Det svarer til ca. 20 %, så derfor bør der være 20 % ældre i byrådet svarende til 4-5 personer.
Derfor sæt kryds ved nr. 11, Gunnar Poulsen, på Venstres liste og få en aktiv ældre mand i byrådet.
Kontakt info:
Telefon: 4127 4977
E-mail: po@dsa-net.dk







