Peter Spenner
Mit navn er Peter Spenner, jeg er 39 år, bor i Dalum, med min kæreste.
Jeg er uddannet som civiløkonom ved Syddansk Universitet i Odense.
- Ansat på Rynkeby Foods A/S i Ringe
- Konsulent og rådgivning indenfor Internetløsninger
- Næstformand i Dalum Bygge- og Boligforening
- Medlem af Odd Fellow Ordenen i Danmark,
Loge No. 68 H.C. Andersen i Odense - Bestyrelsesmedlem 4. maj Kollegiet Odense
Du kan læse mere om mig på www.peter-spenner.dk og du er velkommen til at kontakte mig på mail@peter-spenner.dk eller på 2083 9484.
Præsentation og politisk baggrund
Politik har altid været en stor del af min hverdag og i min familie. Jeg har været aktiv medlem af Venstre og VU i mere end 23 år og brænder for det politiske arbejde. I perioden 1991-1996 var jeg formand for Venstres Ungdom i Odense. Jeg er formand for vælgerforeningen Venstre i Paarup-Korup og har været det siden 1996. Jeg har været både 1. og 2. suppleant for Venstre i byrådet af flere omgange.
Selv synes jeg, at disse aktiviteter har givet mig en god ballast og viden, som jeg kan bruge i det kommende nye byråd. Du er derfor velkommen til at læse videre her i min valgbrochure om, hvem jeg er og om mine politiske meninger, synspunkter og holdninger. Kort sagt, hvad jeg står for.
4 år mere
Jeg stiller op til byrådsvalget igen, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for Odense. I Venstre kan jeg være med til at gøre det endnu bedre for Odense. Der er meget på spil i Odense, og 4 års borgerligt styre har betydet, at Odense har klaret sig godt på trods af finanskrise og stigende arbejdsløshed. Det er et langt sejt træk, der skal til. I Venstre er vi derfor klar til 4 år mere, hvis vælgerne vil og sender flere liberale kræfter i byrådet til gavn for Odense nu og i fremtiden.
Vækst og udvikling i Odense
Jeg vil af med udtrykket ”der går Odense i den”. I Venstre er vi visionære, og der skal sættes turbo på anvendelsen af helt nye teknologier og igangsættes mange af alle de gode projekter og ideer, der ligger gemt i skufferne. Det vil medvirke til en endnu højere vækst i Odense. Odense skal også markedsføres bedre, for Odense er en rigtig god by at bo i. Vi skal også gøre hvad vi kan, for at udvikle Odense Lufthavn.
Fortsat konkurrence
I det offentlige er der også behov for at tænke i mere konkurrence mæssige baner. Odense er stadigvæk placeret i den laveste ende af skalaen, hvad angår udlicitering. Vi skal også se på, om kommunens midler bliver brugt rigtigt og konstruktivt, så de er med til at løfte byen og dens borgere. Derfor vil jeg arbejde for mere udlicitering, hvor det er hensigtsmæssigt, samt arbejde for, at der i højere grad anvendes privat-offentlige partnerskaber.
Mere for børn og unge
Venstre er et socialt ansvarligt parti, hvilket vi helt klart og tydeligt har bevist i denne byrådsperiode med vores rådmand, Jane Jegind, i spidsen for børn- og ungeområdet. Vi er meget stolte af resultaterne, der taler for sig selv. Børn- og ungepolitikken er vigtig for os i Venstre. Vi skal sætte ind langt tidligere, for at undgå de mange tvangsfjernelser og anbringelser. Børn skal vokse op i trygge omgivelser. Der er stadigvæk masser af opgaver at tage fat på, som kan forbedres. Vi mangler især flere aflastnings- og plejefamilier, og vi skal sætte tidligere ind overfor kriminelle unge.
Fortsat styrkelse af idrætten
Jeg vil kæmpe for, at foreningslivet fortsat sikres bl.a. ved større økonomisk støtte til børne- og ungdomsarbejdet. Desuden skal faciliteterne til fritidslivet udbygges og vedligeholdes for vores mange sports- og idrætsklubber. Et rigt og dynamisk idrætsliv er lig med lavere kriminalitet og sundere borgere.
Frivilligt socialt arbejde
Opbakningen til de mange private frivillige organisationer er langt fra tilstrækkelig. Jeg vil derfor kæmpe for, at Odense Byråd i de kommende års budgetter afsætter flere midler til det frivillige sociale arbejde.
Stem på en du kender – stem på Peter Spenner
Indlæg:
Kontakt info:
Telefon: 2083 9484
E-mail: mail@peter-spenner.dk







